Spring videre til hovedindholdet

Moms på musikundervisning fra 2026 – hvad betyder det for dig?

Opdateret for over 2 måneder siden

Vigtigt! Denne artikel er en opsummering af information givet på et møde i Skatteministeriet d. 1. september 2025. Vi tager forbehold for, at der ikke er lavet en bred officiel udmelding endnu, og at regler og retningslinjer fortsat kan nå at ændre sig inden den nye praksis er sat til at træde i kraft 1. januar 2026. Vi vil dog gerne - allerede nu - give vores elever og undervisere indsigt i hvordan de (muligvis) bliver påvirket af de nye retningslinjer.

Fra 1. januar 2026 indfører regeringen en ny praksis for moms på undervisning. Det sker efter krav fra EU-Domstolen, som Danmark er forpligtet til at følge. Enkeltfagsundervisning bliver som udgangspunkt momspligtig fordi det ikke betragtes som at udbyde “bred og varieret mængde emner” men kun for voksne over 30 år.

Ændringen får altså potentielt betydning for både musikskoler, musikundervisere og voksne elever, men ikke for (forældre til) børn, der går til musikundervisning.

Hvem fortsætter med at være fritaget for moms?

Det er vigtigt at understrege, at flere former for undervisning fortsat ikke bliver ramt af de nye regler om moms på musikundervisning:

  • Børn og unge under 30 år – undervisning i musik, sang og andre fritidsaktiviteter bliver ved med at være momsfritaget og bliver ikke dyrere på grund af moms, heller ikke på musikundervisning.dk.

  • Voksne elever over 30 år - ‘faglig undervisning’ vil i nogle tilfælde fortsat være momsfritaget for folk over 30 år. Det gælder, hvis musikundervisningen hovedsagligt har et ‘erhvervsmæssigt sigte’. Et eksempel kunne være en konservatorieelev på 32 år, der går til undervisning i en særlig teknik, som er nødvendig at mestre for at kunne at søge job i et klassisk orkester, så er det muligt det vil kunne være momsfritaget. Dette område er stadig en anelse uklart, og vi venter på at der kommer nogle mere tydelige afgørelser fra skatteministeriet på dette område.

  • Det ordinære skolesystem – fx folkeskole, gymnasier, universiteter mv.

  • Folkeoplysende foreninger – kulturskoler, aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter er fortsat momsfritaget som kulturelle ydelser, i det omfang deres aktiviteter betragtes som undervisning af børn/unge og/eller er kulturarvsbevarende (defineres som kulturarvsbeberettiget til at få tilskud via folkeoplysningsloven)

Hvem bliver ramt af moms på musikundervisning?

  • Voksne på 30 år og derover: Enkeltfagsundervisning, herunder også musikundervisning, bliver som udgangspunkt momspligtigt.

  • Private musikundervisere og -skoler: Kommercielle udbydere skal som udgangspunkt momsregistreres, hvis de har en momspligtig omsætning over 50.000 kr. årligt.

Men hos Musikundervisning.dk gælder noget andet: Fordi vi A-lønner vores undervisere, behøver du som underviser ikke selv at stå for momsregistrering eller indberetning. Det er noget, vi håndterer centralt. Du kan derfor fortsætte dit arbejde præcis som hidtil – uden ekstra papirarbejde eller administration.

Fradrag skal afbøde prisstigninger

For at lette kompensere for momspålæggelsen, forventer regeringen at indføre et fradrag på ca. 1.750 kr. årligt for alle voksne over 30 år, der bruger penge på motion, sang- og musikundervisning. Vi afventer stadig de endelige detaljer om dette fradrag.

Hvad betyder det i praksis?

  • For voksne elever (30+): En times musikundervisning kan blive dyrere, men fradraget kan samtidig dække en del af stigningen.

  • For forældre: Dit barns undervisning bliver ikke ramt direkte – men vær opmærksom på, at du muligvis skal opgive flere detaljer omkring dit barns fødselsdato o.lign. fremover. Hos Musikundervisning.dk sørger vi for at holde os orienterede omkring dokumentationskravene, og kommer til at gøre det så simpelt og gnidningsfrit som muligt for både forældre, elever og undervisere.

  • For undervisere: Arbejder du gennem Musikundervisning.dk, skal du ikke bekymre dig om momsregistrering, indberetning eller regnskab. Vi tager os af det hele, så du kan fokusere på undervisningen. Vi sørger for at lave løbende orienteringer i takt med at reglerne og retningslinjerne bliver mere tydelige.

Hvorfor sker ændringen?

Ændringen skyldes en række afgørelser fra EU-Domstolen, som præciserer, at momsfritagelse kun gælder undervisning i det ordinære skolesystem og ikke enkeltfagsundervisning eller fritidsaktiviteter med mindre de har et erhvervsmæssigt sigte.

Hvad gør Musikundervisning.dk?

Hos Musikundervisning.dk arbejder vi på at:

  • informere både undervisere og elever om ændringerne i takt med at der kommer flere og mere præcise udmeldinger fra officiel side,

  • sikre, at underviserne ikke skal belastes unødigt med håndtere moms eller øget administration,

  • give gennemsigtige priser, så både elever og forældre kender vilkårene,

  • hjælpe forældre med at forstå, at deres børns undervisning fortsat er momsfritaget.

Vi har desuden været med til at stifte foreningen Frie Musikskoler for private musikskoler, sådan så vi kan få en mere samlet stemme i debatten og bidrage til at få talt musikfaget op og få det på den politiske dagsorden at musikundervisning bør være mere tilgængeligt for alle.


Ofte stillede spørgsmål

Kommer der moms på undervisningen for mit barn på 12 år?

Nej – undervisning for børn og unge til og med 29 år er fortsat momsfritaget.

Hvor meget dyrere bliver undervisning for voksne?

Det afhænger af timeprisen, men prisen stiger med op til 25 % moms. Dog vil der være mulighed for at opnå et fradrag for nogle af meromkostningerne. Vi undersøger muligheden for at noget af merprisen kan kompenseres med rabat ved køb af længere undervisningsforløb.

Skal alle private musikundervisere momsregistreres?

Som udgangspunkt ja – men ikke hvis du arbejder gennem Musikundervisning.dk. Hos os vil vi sørge for at momsregistreringen sker centralt.

Besvarede dette dit spørgsmål?